Forfatter Falke Carlsen

Til tider bliver jeg kaldt klimatosse og nærrig sparsommelig, så da behovet for at kunne transportere mere meldte sig, var en bil ikke løsningen. I stedet blev jeg opslugt af den store verden af ladcykler; alt fra Christiania-bikes som vi kender dem, til mere eksotiske Trikes med anhænger på.
Skæbnen vil have at jeg har arbejdet som postbud på de trehjulede Nihola med ‘container’-lad foran. De er fine, men følelsen af at køre på to hjul, på en tre-hjulet cykel er ikke noget for mig – jeg er klart mere tilhænger af den klassiske to-hjulet cykeloplevelse.

Jagten gik videre, specielt fangede mit øje Harry vs Larrys moderne take på SCOs Long John; Bullitt. De er lækre, moderne, har nymodens udstyr som skivebremser, el-motor, bælte-drivlinje, og meget mere. Desværre koster sådan en high-spec konfiguration som jeg ønsker mig op i nærheden af DKK 45.000 – det kan være svært at finde luft til sådan et køb på en SU og derfor skulle der ledes efter andre løsninger.

Youtube-algoritmen hørte mine bønner og præsenterede mig for Phil Vandelays, stærkt Long John- og Bullitt-inspireret, ladcykel bygge-video. Det så egentlig temmelig overkommeligt ud, men problemerne meldte sig hurtigt da McMaster-Carr ikke findes i Europa og jeg ikke havde erfaring med at indkøbe stål til dødelige priser.

Sagnet siger at et medlem af Hal9k tilbage i 2016 kørte på en ‘original’ SCO Long John af årgang 1944, produceret kun fem år efter opfindelsen af denne danske sag. Efter et trafikuheld blev cyklen ikke brugt længere og skiftede hænder til et andet medlem, hvor den mest stod og samlede patina i et skur det næste halve årti. Men det skulle være slut, for jeg fik allernådigst overleveret cyklen i start juli – så er vi igang! Jeg kom endda til at love min bedre halvdel at den skulle være pak-æsel på vores cykelferie kun to måneder senere, så har man i alt fald en deadline.

Det skulle kræve noget arbejde – så meget var klart. Stellet stod nøgent og savnede både krank, pedaler, og vigtigst; styrstamme.
På en Long John styrer man ca. en meter fra forhjulet, hvilket kræver at styrstammen har en arm i bunden, som skubber og trækker i endnu en arm, på siden af forgaflen. Men den eksisterende styrstamme var hårdt medtaget af dens 78 års levealder og et utal af reparationer – det er jo også nærmest pensionsalder i dagens Danmark.
Så må man jo fabrikere en ny styrstamme og her kommer Phil Vandelays egne tegninger til gode som jeg købte for DKK ~250 på hans Etsy-butik. Hans bygge-video er perfekt som slow-tv, en stille aften.

Enten kan man gøre som i gamle dage og dreje et gevind i toppen af styrstammen for herefter at stramme den sammen omkring styr-fittings og -lejer. Alternativt kunne man gøre som Phil og benytte sig af de moderne A-head frempinde som klemmer fast omkring styrstammen og ved hjælp af afstands-skiver sætter højden på frempinden. Det er altså frempinden som holder hele lasten.
Løsningen med A-head stem er nemmere at fabrikere, da det ikke kræver at man drejer gevind på vores gamle, imperialistiske drejebænk eller køber en gevindbakke til formålet. Desuden tillader det praktisk nok mere fleksibilitet mht. højden af styret, hvilket nok er en god idé da vi som mennesker nok ikke er blevet lavere siden stellets fødsel.

Styretøjet er fremstillet for det meste i aluminium, bortset fra selve styrstammen der har fået nyt liv efter brug som vandrør i Dokkedal. Først gik jeg i krig med at tegne armen; den originale er 5mm stål og med en arm-distance på 115mm. Den tegnede er bumpet op til ~18mm, dikteret af den passende stump der lå i metal-skrotbunken, tegningen er med M6 og tyndere end færdige udgave.
Jeg tegnede yderligere huller i en afstand af 20mm for mere eller mindre aggressiv styring – en beslutning der skulle vise sig at være fornuftig.

Det gamle stålrør jeg havde erhvervet er måske ved første øjekast nogenlunde lige, men også kun ganske kort tid. En del møffen rundt på den store drejebænk fik reduceret dens diameter fra 27mm til de ønskede 25.4mm, altså en tomme. Helt lige blev det aldrig, men man drejer heller ikke styret helt rundt, så det går nok – sagde jeg til mig selv. Desværre fik jeg ikke taget nogle billeder af min tvivlsomme fastspænding og drejning af røret.

Styrstammen går nærmest vinkelret på stellet, hvilket betyder at en lang frempind ville kunne kollidere med høj last – f.eks. et vaskeægte menneske. Så efter lidt søgning på diverse cykeludstyrbutikker og overraskelse på hvor meget de tør at sætte sådan et lille stykke aluminium til salg for, besluttede jeg mig for også at lave den selv – nu var jeg jo alligevel så godt i gang-

En helt simpel klods (45x40x80mm) med to 1″ huller, 90 grader forskudt, og med mulighed for at spænde dem grundigt ind blev designet. Fastspænding omkring styrstammen er kritisk, da den ser mest belastning og skal holde det hele oppe – især de dynamiske belastninger når jeg tager cyklen med på BMX-banen og laver tricks. Derfor tænkte jeg at gennemgående huller med to M8 bolte måtte være rigeligt, og så en lille slidse så frempinden kan spændes tæt omkring styrstammen. Ved styret havde jeg desværre ikke denne lette mulighed, så da måtte det blive til 4x M5 tappede huller hvori der kunne sættes nogle bolte ind til at spænde denne fast. Lidt clunky frempind, men holder ganske fint – aerodynamik må tages med i designet af version 2.

Styretøjet er derved færdigt og funktionsdygtigt – i alt fald alt hvad der sker bag laddet. Næste skridt var så at gå i krig med selve stellet.

Et go-kart stel donerede et ~1″ stålrør i passende bukning der efter nedslibning og udskæring passer fint mellem styrstammerør og på stel et stykke før krankboks, således at jeg stadig kan montere en krankmotor. Vi havde i hackerspacet lige erhvervet en Automig 183, og da jeg aldrig har prøvet at svejse før, var det nærmest optimalt at starte på. Med kun CO2 som beskyttelsesgas er det MAG-svejsning jeg begav mig ud på. Lidt øvelse på reststål gav mig forståelse for hvor fine justeringer svejseværket kræver – ikke noget jeg er just en haj til.
Med lidt nervøsitet om jeg brændte stellet lige så hullet som månen, gav jeg mig i gang med at lappe de huller som rusten havde gnavet i stellet, de første svejsninger så lidt koksede og kolde ud – men da jeg fik tændt for gassen begyndte svejsningerne at se holdbare ud, og nærmest pæne efter flapdisken havde fjernet mit sjusk.
Til sidst affedtes stellet i alkohol og males ligesom smådelene og så er skelettet fint renoveret!

Der var temmelig få komponenter tilbage fra tidligere ejere, to forhjulsfælge, et baghjul med dæk med kun ét gear – dog havde seneste ejer indkøbt lidt associerede dele som jeg ærbødigt fik lov til at arve heriblandt en lækker Brooks lædersaddel. Efter lidt moslen rundt og research på cykeldele, samt en god times snak og mange gode råd med Per fra dinlongjohn.dk, fik jeg stykket en order på DKK 2500 sammen hvori alt™ jeg manglede udover det fabrikerede styrtøj blev bestilt:

• Nyt 26″ baghjul med Nexus 7 indvendige gear og rullebremse, samt passende dæk
• Krankboks 127,5/73mm
• Pedaler som passer til den originale krank, dog så moderne at de opfylder de lovpligtige krav
• En god mængde assorterede møtrikker og andre dele

Monteringen af bagfælg var modsat resten af arbejdet mere præget af præcision – vidden af det nye nav var næsten 130mm, så frem med dunkraften for at udvidde baggaflerne. Lidt test-fitting senere gik det op for mig at de fiksér-skiver jeg havde fået ikke passede i baggaflerne. Modsat moderne cykler har stellet ‘baneracer’ dropouts – altså horisontale og omvendte. De er strengt nødvendige ved indvendige gear, da selve akslen drejer modsat og der derved bliver sat et stort moment i stellet. Per fik på kort tid fremskaffet de rigtige skiver og jeg skyndte mig til Hals efter dem – i takke for den gode service, lavede jeg et Long-John reklameskilt med butikkens navn til dem.

Hastig montering af baghjul, gear og bremse, samt kabler og nu lignede det dælme også snart en komplet cykel – endda næsten 12 timer før cykelferien startede! Jomfrurejsen skulle gå til Burger Kings drive-in for noget velfortjent, åreforkalkene fast-food. På trods af den silende regn var cyklen øjensyneligt funktionsdygtig og lidt forsigtigt kunne jeg anse projektet som færdigt.

Imens min partner arbejdede om formiddagen, syede jeg et dækken til laddet i vandtæt presenning så vores baggage ikke vil blive vådt af hverken dug eller skybrud. Forberedende pakkede jeg også en stor pose værktøj hvis nu uheldet skulle være ude – stregen trak jeg ved svejseværket, selvom det sikkert godt kunne møves op på laddet. Forbløffende var det kun bagskærmen som behøvede at blive strammet i monteringen, cyklen kørte upåklageligt omend tung som et ondt år, men det kan den jo ikke gøre for – så sparer jeg det abonnement til fitness!